Leapfrogging af Jesper Kring, strategisk tilgang til agentisk AI og eksponentiel virkelighed

See further. Leap ahead.

Jeg arbejder med mennesker, der vil bygge det næste, ikke forsvare status quo.

Det, der driver mig, er at medskabe en bæredygtig verden for de næste generationer. Vejen dertil er at springe et udviklingstrin over i stedet for at gøre det samme hurtigere. Det kaldes leapfrogging: springet fra vision til virkelighed, hvor vi bygger systemer med mennesket i centrum og i pagt med naturen, som kan skaleres, er effektive og kan stå på egne ben.

Jesper Kring
Foto: Rune Lundø

Det vi står i

Overgangen fra landbrug til industri tog hundrede år. Den, vi står i nu, tager ti og er langt mere radikal.

Agentisk AI, kvante, en dobbelt eksponentiel virkelighed. Og samtidig: befolkningsfald, flere ældre og en klode, der ikke kan bære den måde, vi hidtil har skabt vækst på. Vækst og velstand skal nu komme fra noget andet end flere mennesker og flere ressourcer. Det omskriver allerede, hvordan værdi skabes, hvor risiko opstår, og hvordan virksomheder bygges og ledes.

En forandring af den størrelse kan ikke håndteres med de metoder og det tankesæt, der byggede den verden, vi forlader. Det kræver en anden tilgang og et nyt mindset. Det har jeg eksperimenteret med i 15 år, i både nye og etablerede virksomheder, organisationer, fonde og NGO'er.

Leapfrogging betyder at slippe det, de etablerede er bundet af, og lande direkte på det næste. Det gælder lande, virksomheder og mennesker, og det er måske Danmarks og Europas eneste reelle vej frem i en ny global konkurrence- og geopolitisk situation.

Tilgangen

Den bedste måde at forudse fremtiden på er at medskabe den.

Jeg har lært, at man ikke kan tænke sig til en ny måde at handle på. Man må handle sig til en ny måde at tænke på. Jeg har altid haft en særlig evne til at fornemme, hvad der er på vej, ofte før andre får øje på det. Gennem tre årtier som iværksætter og virksomhedsbygger har jeg skærpet den evne. Men jeg har også lært på den hårde måde, at det ikke er nok at se, hvor udviklingen er på vej hen. Timingen er altafgørende. I KRING har vi ofte været pionerer, taget det hårde slæb med at bane vejen og indimellem solgt, før markedet for alvor var modent.

At bygge, tage fejl, ændre kurs, lægge ting i dvale og bygge videre har lært mig, at nysgerrighed og vedholdenhed kombineret med kunde- og markedsindsigt er en stærk cocktail. Den får man brug for, når man vil bygge bro til en fremtid, som ikke alle kan se for sig. Modstanden er ofte stor, og vejen er tåget, selv når retningen er klar.

I rollen som wingman er jeg ikke den, der lægger stenene, men den, der er tæt på, hvor retningen og beslutningerne afgøres. Jeg forbinder mennesker, åbner døre og hjælper med at få de rigtige kræfter i spil. Kapital og reel forandring bevæger sig oftest sammen. Derfor følger jeg også pengestrømmene. De viser, hvor et system kan forandres, og de bekræfter det, når forandringen er sket. For mig handler bæredygtig forandring ikke om at vælge mellem økonomisk succes og positiv effekt. De stærkeste systemer skaber begge dele.

Sporet bag mig

Jeg skrev min første kode som 13-årig på en Commodore 64. Som 21-årig lånte jeg 1 mio. kr. i banken og købte min fars firma. Siden har jeg medskabt selskaber fra e-commerce og fintech til AI og platforme til at bygge virksomheder. Et af dem var et af de første offshore-setups inden for e-business, med 250 egne softwareingeniører i Indien, Ukraine og Norden.

I 2016 sad jeg på Singularity University i Californien og hørte Ray Kurzweil fortælle om en eksponentiel fremtid, der dengang stadig lød som science fiction. I dag er den her.

Undervejs har jeg været med til at bygge og sælge start-up- og scale-up-virksomheder for mere end 130 millioner euro, til Mastercard, Saxo Bank, Andel, Dansk Ejerkapital og andre. Et er at bygge. Noget andet at fange værdien. Begge dele har lært mig mere, end nogen enkelt succes kunne.

Jeg har været med til at bygge både virksomheder og private og offentlige fonde. KRING rummer i dag tre. Før jeg flyttede til Asien, arbejdede jeg i mere end to årtier med iværksætteri og innovation i en samfunds- og erhvervskontekst. Jeg var med til at forme rammerne for Væksthusene i Erhvervsstyrelsen, i dag Erhvervshusene, og sad som næstformand i Væksthus Sjælland. Jeg var med til at sammenlægge tre offentlige fonde til Fonden for Entreprenørskab. I Vækstfora ledte jeg et tværfagligt hold af stærke profiler fra forskning, erhverv og kultur, som skulle finde nye, finansierbare veje til vækst i Region Sjælland. Jeg var også formand for Dansk Iværksætterforening og sad i Andels repræsentantskab og i advisory hos Dansk Erhverv.

Så meldte jeg mig ud af det hele for at bygge i Singapore.

Tilbage i Danmark samler jeg det hele om én ting: at være med til at bygge bro til Europas fremtid, med Norden som katalysator. Teknologi og nye modeller skal hjælpe stærke teams og ledere med at forme det nye og tage springet til et genfødt Europa, der kan skabe tryghed, velstand og livskraft og derigennem inspirere resten af verden. Det føles, som om de tre årtier var en oplæring til netop det her.

Forside af Magasinet Finans, 2021, om broen til fremtiden, da jeg vendte tilbage til Danmark.
Forside af Magasinet Finans, 2021, om broen til fremtiden, da jeg vendte tilbage til Danmark.

Hvor jeg lægger min indsats

Jeg lægger min energi der, hvor jeg kan være med til at skabe reel, positiv forandring. Tæt på ejere, investorer, ledere og founders, som allerede er i bevægelse, selv har noget på spil og sørger for, at der er kort fra idé til handling, eller som ser en krise som afsæt for noget bedre.